Menu

FCM Miniakademi for U10-U12 Drenge (1)

13. februar 2013 kl. 18:40
FC Midtjylland har i en årrække fungeret som regional katalysator for talentudviklingen i Midt- og Vestjylland. Dette for både at sikre inspiration og dialog til gavn for FCM samarbejdsklubberne samt for at sikre, at det kun er de absolut mest talentfulde spillere, der på det rigtige tidspunkt skal løftes ind i miljøet omkring FCM Elitefodboldskole.

Nu er FC Midtjylland så klar til at tage endnu et skridt i forhold til at optimere fodboldtræningen for U10 - U12 Drenge i regionen. I mange klubber og på mange hold udføres således allerede et enormt arbejde for at sikre de bedste betingelser for udviklingen af den enkelte spiller - uanset niveau. FCM finder dog, at der er behov for at sikre breddespillerne endnu mere optimale udfordringer i en tidlig alder. Men vil vi samtidig også blive endnu bedre til at uddanne dygtigere spillere til øverste hylde, er der også behov for at stå klar med tilbud til de drenge, der gerne vil have flere udfordringer end gennemsnittet.

Med FCM Miniakademi vil FCM nu, som hele regionens hold, bidrage yderligere til at skabe sådanne træningstilbud, hvor man
uanset om man er breddespiller eller om man savner udfordringer i hverdagen i sin egen klub, vil opleve det regionale flagskib stå klar med et træningstilbud, der matcher behovet.

De forskellige træningstilbud og niveaudeling

FC Midtjyllands nye træningstilbud beskrives mere detaljeret i linket nederst her på siden, men overordnet set er tilbuddene som følger:

-        FCM Minifodboldskole for U10-U12 drengespillere på alle niveauer (kun markspillere)

-        FCM Minielitefodboldskole for U10-U12 drengespillere som savner udfordringer (kun markspillere)

-        FCM Minicamp for U10-U12 drengespillere på alle niveauer (kun markspillere)

-        FCM Minimålmandsskole for U10-U12 drengespillere på alle niveauer (kun målmænd)

-        FCM Elitemålmandscamp for U12-U14 drengespillere på alle niveauer (kun målmænd)


Som ansvarlig T-licensklub har FC Midtjylland ønsket at opbygge de nye træningstilbud med udgangspunkt i DBUs "Holdninger og handlinger". Derfor er der i FCM Miniakademi også taget hensyn til, at spillerne indimellem skal niveaudeles, og andre gange vil det være sådan, at alle uanset det individuelle niveau kan træne sammen. Vi skal niveaudele af hensyn til børnene og deres udvikling - ikke af hensyn til resultater!

På såvel FCM Minifodboldskole og FCM Minimålmandsskole arbejdes med den individuelle tekniske og koordinative udvikling. Træningsgrupperne vil blive lavet efter alder- og klubtilhørsforhold og ikke efter niveau. Det vigtigste er, at spillerne oplever tryghed og får individuelle tekniske udfordringer på det niveau, hvor den enkelte spiller befinder sig.

På FCM Minicamp bliver der til gengæld niveaudelt, så spillerne inddeles efter det niveau, som man spiller på i sin klub - det vil sige, at A-spillere så vidt muligt vil komme til at træne med andre A-spillere og C-spillere komme til at træne med andre C-spillere.

De spillere, som så savner udfordringer i hverdagen og som godt kunne tænke sig lidt ekstra udfordringer og oplevelser, får så muligheden for et ekstra træningstilbud i henholdsvis FCM Minielitefodboldskole og FCM Elitemålmandscamp.

Trænere på FCM Miniakademi
Trænerne på de forskellige træningstilbud under FCM Miniakademi vil være trænere fra FCM Elitefodboldskole, nuværende eller tidligere kursister på FCM Trænerakademi samt en række andre dygtige trænere fra FCMs samarbejdsklubber.

FCM tror på, at en del af det, der vil gøre FCM Miniakademi til noget unikt, er de input, man får fra en ny træner, nye holdkammerater og evt. ved at være af sted i en klub, man ikke spiller i til dagligt. Det er klart, at skal dette koncept kunne overleve, så skal forældre og klubber kunne sende deres børn af sted til naboklubber og andre, uden at skulle være bekymrede for, om trænerne eller værtsklubben benytter FCM Miniakademi til at udvælge sig de bedste spillere fra de omkringliggende klubber og lokke dem til et klubskifte.

I den forbindelse finder FCM det vigtigt at påpege, at alle former for "fiskeri" af spillere i forbindelse med afviklingen af et af vores træningstilbud på FCM Miniakademi, vil blive betragtet som et klart brud på den samarbejdsaftale, der er indgået mellem FC Midtjylland og vore værtsklubber eller det ansættelsesforhold, der er mellem FC Midtjylland og den enkelte træner.

Pædagogiske retningslinjer for FCM Miniakademi
For hvert træningstilbud under FCM Miniakademi er der opstillet nogle faglige mål, men for at disse kan blive opfyldt, er der nogle helt essentielle ting, som først skal være opfyldt. Derfor vil alle involverede trænere og ledere i FCM Miniakademi også arbejde ud fra den samme pædagogiske retning med spillerne.

Det er ikke sikkert, at alle deltagere på det enkelte træningstilbud på FCM Miniakademi vil nå at perfektionere de tekniske færdigheder inden forløbet er ovre, men spillerne skal gerne komme hjem til sin egen klub med en oplevelse af at være blevet markant bedre til at mestre de berørte emner i træningen. Denne oplevelse skal så gerne danne grundlag for, at børnene i den daglige klubtræning vil forsøge at perfektionere disse færdigheder yderligere.

Det primære som deltager på FCM Miniakademi er derfor også, at man får en fantastisk oplevelse, som vil gøre den enkelte dreng endnu mere sulten efter at gå til fodbold, selvtræne og i det hele taget få lyst til at forbedre dine færdigheder, til gavn for sig selv og SIN klub.

Læs mere om de forskellige træningstilbud til spillere på alle niveauer og om hvordan og hvornår du kan tilmelde dig eller din søn. KLIK HER. Tilmelding er mulig fra fredag den 15. februar kl. 10.00.
Luk