Menu

Nyt kvindenetværk på vej i Sunds IF

image
Peder Henriksen
15. december 2017 kl. 07:01
30 kvinder i alderen 32-60 år deltog tirsdag aften i et arrangement, som på sigt skal munde ud i etableringen af et nyt kvindenetværk i Sunds IF med tilhørende aktiviteter af både fysisk og social karakter.

Om det var invitationen med tilhørende tapas og rødvin, eller om det var lysten til i fremtiden at indgå i et kvindenetværk, som fik 30 kvinder til at lægge vejen forbi Sunds IF’s klubhus onsdag aften skal være usagt.

Faktum er dog, at interessen for mødet var stor. Det samme var idérigdommen, da de fremmødte kvinder undervejs fik lejlighed til at sætte ord på, hvilke aktiviteter som de gerne ser inkluderet i det fremtidige kvindenetværk.

- Det var en fantastisk aften. Ikke kun på grund af det store fremmøde, men mest af alt på grund af de mange forslag, som deltagerne bragte op. Jeg står i hvert fald tilbage med en stærk tro på, at kvinderne har stor lyst til både at udvikle og bruge de tilbud, som vi forhåbentlig snart kan stille til rådighed i Sunds IF, udtaler formand i Sunds IF, Ole Nørgaard Olesen.

Under arrangementet blev der nedsat en arbejdsgruppe, som i nær fremtid skal udarbejde et oplæg på, hvordan det nye kvindenetværk skal organiseres og hvilke aktiviteter, som i første omgang skal være en del af netværket. Oplægget udarbejdes i samarbejde mellem klubledelsen og Bevæg dig for livet-konsulent, Peder Henriksen fra DBU/DGI og forventes at være klar først i det nye år.

Luk