Pokaler
NR. P1 |
Pokaler |
Version: 1 |
Ansvarlig: Sportsudvalget |
|
Dato: 24/10 2016 |
Pokaler I Sunds IF har vi en lang tradition for at hædre de spillere, der i løbet af sæsonen har udmærket sig. Det kan være den dygtige spiller, der tager ansvar på og uden for banen, det kan også være den spiller som er med til at skabe en god stemning omkring træningen og kampene eller det kan være den spiller, der har udviklet sig rigtig meget i løbet af sæsonen. Så derfor skal der i forbindelse med sæsonafslutningen uddeles pokaler til de spillere, der fortjener det. Det er afdelingens ledere der bestemmer hvem der skal tildeles pokaler.
Der uddeles pokaler fra og med U11 i ungdomsafdelingerne.
Der uddeles således ikke pokaler i U10 og yngre. Disse afdelinger skal blot fortælle lidt om den forgangne sæson. Alle spillere i disse afdelinger får en lille erindringsgave eller en medalje.
Der skal formuleres en tekst som begrundelse for valget. Man må gerne bruge sin egen personlige formulering i teksterne. Det behøver ikke at være en sammenhængende tekst. Sætningerne må gerne være sat op i punktform. Det er dog vigtigt, at teksterne siger noget om pokalmodtagerens person og færdigheder med fodbolden/spillet.
En god kammerat, en god dribler, en humoristisk dreng/pige, rette indstilling, fantastisk fighter, god teknik, mange mål, mange assists, er god med begge ben, hurtig på fødderne, stort set altid til træning, elsker at lære nyt, kan godt lide at blive udfordret, øver sig meget derhjemme, er en hurtig spiller, stor støtte for holdet, fair spiller, godt forhold til sine omgivelser (trænere, dommere), er altid i godt humør, har en god forståelse for spillet, er en vindertype, er god på stort set alle pladser, motiverer dine medspillere med dine mange positive tilråb, går altid forrest, kæmper r.... ud af bukserne osv. osv. -----
UNGDOMSAFDELINGEN
Årets spiller i de enkelte afdelinger (en pokal) Uddeles ved sæsonens slutning til den spiller i afdelingen, der både sportsligt og socialt har betydet meget. Spilleren har både til træning, i kampe og uden for banen udvist godt kammeratskab, og har gennem sin adfærd præget afdelingen i positiv retning.
Trænere og ledere i de enkelte afdelinger er ansvarlig for udvælgelsen af årets spiller, og for overrækkelse af pokalen til afslutningsfesten.
Fiduspokaler på de enkelte hold (en pokal på hvert hold der har været tilmeldt turneringen) Gives til den spiller, der i de enkelte kampe har ydet en særlig indsats ud fra egne forudsætninger.
Trænere og ledere i de enkelte afdelinger er ansvarlige for udvælgelsen af fiduspokalerne og for overrækkelse af pokalerne til afslutningsfesten.
Træningsflid i de enkelte afdelinger (en pokal) Gives til den spiller, der i særlig grad har udmærket sig ved en ihærdig træningsindsats og stort fremmøde. Spilleren har ofte været til træning, og er gået forrest i alle øvelser med en positiv indstilling til trænerne og med en smittende indsats over for medspillere.
Trænere/ledere i de enkelte afdelinger er ansvarlige for udvælgelsen af træningsflidspokalen og for overrækkelse af pokalen til afslutningsfesten.
Alle pokalmodtagere skal have et lamineret diplom med begrundelse/motivation for udvælgelsen. Træneren/lederen læser op fra diplomet, evt. suppleret med et par bemærkninger.
Sportsudvalget sørger for korrekturlæsning på teksterne, opsætning i standardiseret diplom med logoer samt efterfølgende laminering. Der vil blive tilsendt dato med deadline for hvornår teksterne skal sendes.
SENIORAFDELINGEN
Årets spiller i herre- og dameafdelingen. (En pokal i herreafdelingen og en pokal i dameafdelingen) Uddeles ved sæsonens slutning til den spiller i afdelingen, der både sportsligt og socialt har betydet meget. Spilleren har både til træning, i kampe og uden for banen udvist godt kammeratskab, og har gennem sin adfærd præget afdelingen i positiv retning.
Trænere/ledere i seniorafdelingen er ansvarlige for udvælgelsen af årets spiller. Førsteholdstræneren i herre- og dameafdelingen er ansvarlig for overrækkelse af pokalen ved afslutningsfesten.
Fiduspokal på de enkelte hold (en pokal på hvert hold der har været tilmeldt turneringen) Fidus-pokal gives til den spiller, der i de enkelte kampe har ydet en særlig indsats ud fra egne forudsætninger. Ved sæsonens slutning hædres den spiller, der flest gange i løbet af sæsonen har fået "fidusen".
Holdledere på hvert hold er ansvarlige for overrækkelse af fiduspokaler til afslutningsfesten.
Træningsflid i herre- og dameafdelingen. (En pokal i herreafdelingen og en pokal i dameafdelingen). Gives til den spiller der i særlig grad har udmærket sig ved en ihærdig træningsindsats og stort fremmøde. Spilleren har ofte været til træning og er gået forrest i alle øvelser med en positiv indstilling til trænerne og med en smittende indsats over for medspillere.
Trænere/ledere er ansvarlige for udvælgelsen og for overrækkelse af pokaler til afslutningsfesten. |